Irakiske musikinstrumenter: oud, santur, joza og meget mere

Irakisk musik defineres ikke af ét instrument, men af den måde, melodi, maqam, poesi og rytme arbejder sammen på. Oud, santur, joza, qanun, nay, riq og darbuka indgår alle i Iraks musikliv, men deres roller skifter mellem den urbane irakiske maqam-tradition, landlige repertoirer, religiøse sammenhænge, populærmusik og moderne ensembler.

Denne guide skelner mellem instrumenter, der er tæt forbundet med Irak, og instrumenter, som deles på tværs af den bredere arabiske, osmanniske og persiskprægede musikverden. Denne skelnen er vigtig: Oud og nay er ikke udelukkende irakiske, mens den irakiske santur og strygeinstrumentet joza har særligt vigtige pladser i Bagdads maqam-ensemble.

Hvad kendetegner irakisk instrumentalmusik?

Irakisk instrumentalmusik formes af melodiske modi, fleksibel intonation, ornamenterede fraser og et tæt samspil med stemmen. I en irakisk maqam-opførelse støtter instrumenterne sangeren, markerer strukturelle overgange og reagerer på den poetiske fremførelse i stedet for blot at akkompagnere en fast melodi.

Irak rummer arabiske, kurdiske, turkmenske, assyriske, armenske, yazidiske, mandæiske og andre samfund, som hver har deres egne repertoirer og instrumenter. „Irakiske instrumenter“ beskriver derfor et musikalsk landskab og ikke ét ensartet nationalt ensemble.

Det irakiske maqam-ensemble: chalghi baghdadi

Det traditionelle Bagdad-ensemble, der kaldes chalghi baghdadi, er centralt i irakisk maqam. Dets kerne beskrives almindeligvis som santur, joza, tabla eller dumbak og riq med maqam-sangeren i centrum. Ensemblets sammensætning har varieret gennem forskellige perioder og blandt forskellige musikere.

Chalghi fungerer ikke som et vestligt orkester med faste, nedskrevne stemmer. Musikerne kender maqamens melodiske forløb, de rytmiske cyklusser og de traditionelle svar. De følger sangeren tæt, spiller korte instrumentale passager og former overgangen fra frie eller fleksible afsnit til sangformer i fast takt.

Oud: Iraks indflydelsesrige båndløse lut

Ouden er en korthalset lut uden bånd med en dyb, hvælvet krop og et fladt klangdæk. Den spilles med en risha og kan udtrykke både maqamens fine tonehøjdenuancer og hurtige, rytmisk præcise passager.

Irak indtager en særlig plads i oudens moderne historie. Bagdad-skolen forbindes med navne som Şerif Muhiddin Targan, Jamil Bashir, Munir Bashir og Salman Shukur, hvis undervisning og optrædener var med til at præge det 20. århundredes soloteknik. Irakiske instrumentbyggere og musikere udviklede også ouder med særlige konstruktionsvalg, blandt andet modeller med flydende stol, som anvendes af mange nutidige musikere.

Hvordan lyder en irakisk oud?

Ingen enkelt klang repræsenterer alle irakiske ouder. Mensur, afstivning, klangdæk, stol, strenge og spilleteknik har alle betydning. Overordnet værdsættes mange irakisk inspirerede instrumenter med flydende stol for klarhed, projektion og hurtig respons, mens arabiske ouder med fast stol kan have en rundere ansats. Der er betydelige forskelle fra instrument til instrument.

Santur: Det anslåede citarinstrument i irakisk maqam

Den irakiske santur er et trapezformet citarinstrument, hvis metalstrenge anslås med to lette køller. Den skaber et lyst, klingende lydfelt og kan tegne maqam-fraser, svare sangeren og artikulere afsnit i fast takt i chalghi-ensemblet.

Gå ikke ud fra, at alle santurer kan bruges på samme måde. Irakiske, iranske og andre santurtraditioner adskiller sig med hensyn til mål, stolenes placering, stemmelogik, repertoire og spilleteknik. En musiker, der studerer irakisk maqam, bør finde et instrument og en lærer, der passer til netop denne tradition.

Joza: Bagdads strygeinstrument med kokosnøddeskal

Joza, som også skrives jowza eller jawza, er et af de instrumenter, der forbindes mest specifikt med irakisk maqam. Navnet henviser til den kokosnøddeskal, som traditionelt anvendes til den lille resonator. En skindmembran dækker resonatoren, og instrumentet spilles lodret med en bue.

Jozaens fokuserede, nasale og meget artikulerede stemme kan følge sangerens ornamenter og tonehøjdebøjninger tæt. Den bør ikke blot betragtes som et andet navn for kamancheh: Instrumenterne er beslægtede inden for en større familie af strygeinstrumenter med en spids eller stavformet hals, men deres konstruktion, lokale repertoire og opførelsespraksis er forskellige.

Qanun: Præcision, register og modale detaljer

Qanunen er et trapezformet citarinstrument, der knipses, med flere strengekor og små greb, ofte kaldet mandaler, som hjælper musikeren med at ændre tonehøjden under en opførelse. Instrumentet tilbyder et stort register, hurtige passager og omhyggeligt kontrollerede modale nuancer.

Selv om qanunen indgår i mange arabiske og tyrkiske traditioner, bruger irakiske musikere den i kunstmusik, sangakkompagnement og moderne ensembler. Det præcise grebsystem og fremgangsmåden ved stemning afhænger af instrumentet og skolen; musikere bør ikke kopiere indstillinger fra en anden type qanun uden at kontrollere strengenes længde og den tilsigtede tonehøjde.

Nay: Luft, tonehøjde og frasering

Nayen er en endeblæst rørfløjte, der bruges over hele Mellemøsten. Lyden opstår, når musikeren retter en smal luftstrøm mod kanten. Lufttryk, læbevinkel og hovedets placering styrer register, tonehøjdenuancer og klangfarve.

I irakisk musik kan nayen optræde i kunstmusikensembler, religiøse sammenhænge og sangakkompagnement. Forskellige længder giver forskellige grundtoner, og musikere ejer derfor ofte et sæt frem for én universalfløjte. Tyrkiske og arabiske navne- og tonehøjdekonventioner er ikke altid ens.

Riq: En rammetromme til detaljeret ensemblespil

Riqen er en lille rammetromme med par af metalskiver. En øvet musiker kombinerer slag på skindet, lyde ved kanten, hvirvler og kontrolleret brug af metalskiverne for at udtrykke en iqa‘, eller rytmisk cyklus, med stor detaljegrad.

Riqen er ikke blot en tamburin, der bruges som baggrundslyd. I klassiske og maqam-baserede sammenhænge kan den lede den rytmiske fortolkning, markere overgange og tilpasse tætheden omkring sangeren og melodiinstrumenterne.

Darbuka og tabla: Bægertrommens stemme

Bægertrommen kaldes mange steder darbuka, dumbak eller tabla afhængigt af sted og sammenhæng. I Irak er tabla et almindeligt navn, men den må ikke forveksles med det par stemte håndtrommer, der bruges i sydasiatisk musik.

De centrale slag er en dyb dum nær midten og en lysere tak nær kanten, suppleret med dæmpede anslag, knips og ornamenter. Kroppe af ler eller metal og naturlige eller syntetiske trommeskind reagerer forskelligt på vejr, berøring og forstærkning.

Andre instrumenter, der høres i Irak

Iraks musikliv rækker langt ud over et enkelt Bagdad-ensemble. Afhængigt af region, samfund og genre kan man blandt andet møde følgende:

• Khashaba: en bægertromme af træ, som er tæt forbundet med musikkulturen i Basra og det sydlige Irak.
• Mṭabbag eller rørbladsinstrumenter af mijwiz-typen: instrumenter med dobbeltrør, der bruges i folkemusik og dans.
• Rababa: regionale former for strøgne lutter, som forbindes med beduinernes musik og fortællende sangtraditioner.
• Tanbur og lutter fra saz-familien: findes især i kurdiske, turkmenske og religiøse repertoirer og optræder i særskilte lokale former.
• Daf og andre rammetrommer: har stor betydning i kurdisk musik, religiøs praksis og ved festligheder.
• Moderne violin, cello og kontrabas: blev integreret i det 20. århundredes irakiske radio-, teater-, kunstmusik- og sangensembler.

Sådan ændrer irakisk maqam instrumentets rolle

En maqam er mere end en skala. Den omfatter karakteristiske melodiske forløb, vigtige toner, kadenceadfærd, traditionelle fraser og forbindelser til poesi og rytme. Et instrument skal derfor kunne mere end blot at spille det korrekte udvalg af toner.

Erfarne musikere lytter efter sangerens åndedræt, tekst og ornamenter. De kan fastholde et tonalt centrum, gentage en frase, indlede et afsnit i fast takt eller give plads. Denne lydhøre praksis er en af grundene til, at noder alene ikke kan lære nogen den irakiske maqam-stil.

Sådan vælger du et instrument til irakisk musik

Vælg først den musikalske tradition og derefter instrumentet. En almindelig arabisk oud kan bruges til mange irakiske repertoirer, mens en irakisk santur eller joza kræver mere specialiseret anskaffelse, opsætning og undervisning.

Mål	Praktisk udgangspunkt	Kontrollér før køb
Lær at spille irakisk oud	Arabisk eller irakisk inspireret oud med et passende strengesæt	Mensur, stoltype, strengehøjde, tilsigtet stemning og lærerens råd
Studér et irakisk maqam-ensemble	Santur eller joza, men kun med adgang til specialiseret undervisning	Traditionsspecifik konstruktion, stemning, reservematerialer og adgang til reparation
Lær rytme	Riq eller en velafbalanceret tabla/darbuka	Skindets respons, vægt, kantens komfort og det lokale rytmiske ordforråd
Udforsk melodisk blæserspil	Arabisk nay, der passer til lærerens tonehøjdesystem	Længde, grundtone, fingerhullernes placering og rørets tilstand

Det er vigtigt at købe hos en specialist, fordi betegnelserne ofte er brede. Bed om en tydelig optagelse af det konkrete instrument samt oplysninger om mål, materialer, stemning, medfølgende tilbehør og returbetingelser. Ved sjældnere instrumenter bør du få bekræftet, at reservestrenge, membraner eller buer er tilgængelige.

Se ouder, santurer, riqer og darbukaer hos Sala Muzik, eller læs vores guide til arabisk musik for at få en bredere sammenhæng.

Pleje og vedligeholdelse

Træ, skind, rør og metal reagerer forskelligt på klimaet. Hold træinstrumenter væk fra varme biler, varmeapparater og hurtige ændringer i luftfugtigheden. Tør strengene af efter spil, løsn buen, og lad trommer med naturskind tørre gradvist, hvis de har været udsat for fugt.

Flyt ikke en santurstol, ændr ikke formen på en jozastol, smør ikke en oud-stemmeskrue med olie, og gør ikke et fingerhul i en nay større uden vejledning fra en specialist. Små ændringer kan påvirke stemning, strengehøjde eller den strukturelle balance. Brug et formtilpasset etui, og opsøg en reparatør med kendskab til det pågældende instrument.

Ofte stillede spørgsmål

Hvilket ensemble er mest karakteristisk irakisk?

Chalghi baghdadi, der forbindes med irakisk maqam, er særligt karakteristisk. Kernen består almindeligvis af santur, joza, riq og tabla eller dumbak, som akkompagnerer en maqam-sanger.

Er ouden oprindeligt udelukkende et irakisk instrument?

Nej. Ouden tilhører et stort geografisk område og mange traditioner. Irak har ikke desto mindre haft afgørende betydning for moderne oudbygning, undervisning og solospil, navnlig gennem Bagdad-skolen.

Hvad er forskellen på joza og kamancheh?

Begge tilhører familien af strygeinstrumenter med spids eller stavformet hals, men den irakiske joza bruger traditionelt en lille resonator af kokosnøddeskal og har sin egen opsætning og sit eget maqam-repertoire. Navnene bør ikke betragtes som indbyrdes udskiftelige.

Er en irakisk santur det samme som en persisk santur?

De er beslægtede citarinstrumenter, der anslås, men konstruktion, placering af stole, stemning og repertoire kan være forskellige. Elever bør bruge et instrument, der passer til den tradition, de vil lære.

Hvilket irakisk instrument er lettest for en nybegynder?

Tilgængeligheden afhænger af lærere og musikalske mål. Det er nemt at frembringe den første lyd på en darbuka, men god rytmik kræver lang tids øvelse. Oud og nay er bredt tilgængelige, men teknisk krævende; joza og irakisk santur kræver specialiseret undervisning.

Kan disse instrumenter spille i vestlig ligesvævende temperatur?

Nogle kan tilnærme sig eller spille ligesvævende musik, men irakisk maqam bruger tonehøjdenuancer og melodisk adfærd, som ikke kan gengives fuldt ud på et klaviatur med tolv toner. Instrumentets opsætning og et trænet øre er fortsat vigtige.