Et perspektiv på dafens historie i Iran

Daf er en rammetromme med en vigtig plads i flere iranske og kurdiske musiktraditioner. Den forbindes blandt andet med ritualer i tekye- og khanqah-miljøer og med sufisk praksis. Teksten nedenfor gengiver hovedtræk i musikeren Bijan Kamkars personlige beretning om instrumentets nyere synlighed i iransk koncertmusik; den bør læses som et kunstnerperspektiv, ikke som en udtømmende historisk dokumentation.

Kamkar fremhæver sin far, musikeren og underviseren Hasan Kamkar, og beskriver sin egen optræden med daf i Seyda-gruppen i 1353 efter den iranske kalender (1974/75) som betydningsfulde begivenheder i familiens og miljøets arbejde. Disse oplysninger er knyttet til forfatterens erindring og siger ikke, at andre musikere eller regioner ikke brugte instrumentet.

I de følgende årtier blev dafen mere synlig i iransk koncert- og undervisningsliv. Den kan i dag høres i forskellige former for traditionel musik, folkemusik, arrangeret ensemblemusik og nyere produktioner. Udviklingen beskrives ofte med særlig vægt på kurdiske musikmiljøer, men brugen er ikke begrænset til én by, ét religiøst miljø eller én genre.

Diskussioner om dafens og tombakens plads bør ikke fremstilles som en konkurrence, hvor det ene instrument gør det andet overflødigt. De har forskellige konstruktioner, teknikker, klangroller og historiske kilder. Billedkunst, poesi, mundtlige traditioner og senere dokumentation kan bidrage med spor, men de giver ikke alene sikre datoer for et instruments oprindelse. Se aktuelle persiske dafs og tombaks.

Perioder med politiske, sociale eller religiøse begrænsninger har påvirket musikudøvelse forskelligt på tværs af Iran. Det er derfor mere præcist at tale om skiftende offentlige rum, lokale traditioner og overlevering mellem generationer end om et fuldstændigt fravær af dafen i et bestemt antal år.

Kamancheh, tanbur, naqareh, tabl, karna, sorna, daf og andre instrumenter har indgået i forskellige regionale, ceremonielle og kunstneriske sammenhænge. I kurdiske khanqah-traditioner kan dafen have en særlig rituel betydning. Beretninger om en revnet daf som en "martyr-daf" skal forstås som en kulturel eller spirituel forestilling i bestemte miljøer, ikke som en universel betegnelse.

Dafens historie rummer flere regionale fortællinger og kræver sammenligning af skriftlige, visuelle, materielle og mundtlige kilder. Kamkars tekst er værdifuld som vidnesbyrd om én musikers erfaring med instrumentets udvikling i nyere iransk musik.

Denne redigerede tekst bygger på A Review on the History of Daf in Iran, tilskrevet Bijan Kamkar. Personlige udsagn er markeret og historiske sikkerheder er nedtonet, hvor kilden ikke dokumenterer dem.