Persisk santur i høj kvalitet NAS-202

• Stemning: G-skala
• Mål: 90 × 26,5 × 7 cm
• Nettovægt: 2,90 kg (interval 2,80–3,10 kg)
• Strenge: Messing og stål
• Træ: Valnød
• 9 KHARAK (9 stole)

Leveres med hardcase, ekstra strenge, to køller og stemmenøgle.

Om santuren

Santuren, der har en historie på omkring 3500 år, har sit navn fra ordet »Psanterin«, som nævnes i Toraen. Den blev brugt af hebræerne og, med små variationer, i Egypten, Europa og Iran.

I Tyrkiet blev den taget i brug i det 19. og det tidlige 20. århundrede, især af Santurî Ethem Bey og Ziya Santur (1862–1952).

En »klassisk dulcimer«, som regel i form af en kasse af valnød og lignende eksotiske træsorter, har 72 til 160 strenge. Strengene spilles ved at slå på dem med små køller (zahme), ligeledes af træ. Musikinstrumenter, der både er strenge- og slaginstrumenter, kaldes kordofoner. Instrumentet ligner i formen kanunen.

Santuren har været brugt i osmannisk musik i mange år og har siden oldtiden været veletableret i mange europæiske og asiatiske lande. I Tyrkiet forblev den dog et nicheinstrument, fordi den manglede et egentligt fundament i det tyrkiske musiksystem. Efter begyndelsen af det tyvende århundrede opstod der fornyet interesse for instrumentet, men den forblev begrænset.

I modsætning til kanunen er begge sider af kroppen trapezformede. Den persiske santur består af grupper af tre strenge udspændt over en trapezformet trækasse. Antallet af strengegrupper er gradvist øget over tid, hvilket har udvidet instrumentets tonale spændvidde. Strengene deles i to eller tre grupper af stolene, der er placeret på klangdækket.

Santuren spilles ved at slå på strengene med små hamre med gummispidser.

I middelalderen var den persiske santur meget udbredt i Iran. Historikere er enige om, at instrumentet rejste fra Iran til alle lande i øst og vest. Ser man bort fra den kinesiske yangqin, er alle instrumenter af santur-typen, der blev brugt i middelalderen og senere, trapezformede.