Persisk tar ET-202

• Instrumentbygger: Afshari
• Krop: Morbærtræ
• Hals: Morbærtræ
• Gribebræt: Ben
• Stemmeskruer: Valnød

Medfølger:

• Hardcase 
• Mezrab (plekter) 
• Ekstra strenge

Om tar: 

Tar er et langhalset strengeinstrument, der bruges i Iran, Aserbajdsjan, Georgien, Armenien og til dels i Tyrkiet. Navnet betyder »tråd« på persisk. En person, der spiller tar, kaldes tarspiller eller tarist. Instrumentet har et toneomfang på to en halv oktav. Det blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste for 8 år siden.

Til bygningen af instrumentet, der består af tre dele, bruges 3 forskellige træsorter. Resonanskassen består af to skåle i forskellig størrelse og er generelt lavet af morbærtræ. Morbærtræ bruges for at undgå revner, når resonanskassen udhules, og for at gøre klangen smukkere. Halsen er normalt lavet af hårdere træsorter som valnød. Til den øverste del, der kaldes hovedet, bruges hasseltræ.

Persisk tar findes i fire typer: solo-tar på 86-89 cm, orkester-tar på 83-86 cm, elev-tar på 72-76 cm og cura-tar.

Persisk tar kan stemmes på forskellige måder. Nogle stemninger foretrækkes dog frem for andre til bestemte dastgaher. Tarens toneomfang er næsten to en halv oktav. Gribebrættet har femogtyve til otteogtyve justerbare bånd af tarm. Båndene angiver tonernes placering og er lavet af fåretarm. Persisk tar spilles med et plekter, som normalt er lavet af messing og er 3 cm langt. Halvdelen af plekteret er dækket af voks, så musikeren let kan holde det. For nylig er der også blevet fremstillet plektre af plast.

Selvom den persiske tars klang minder om mandolin, cümbüş og bouzouki, har den en anden spilleteknik og et andet repertoire.

Persisk tar.